Beef Wellington er en rigtig luksusret med oksemørbrad, svampe og butterdej – dyrt men dejligt!
Her tilbereder vi kødet sous vide, så vi er sikre på, at det er helt perfekt, inden det pakkes ind i butterdej og får en hurtig tur i ovnen.
Vi behøver ikke at skrive at resultatet bliver selvfølgelig endnu bedre hvis man bruger krogmodnet kød 🙂
Server retten med sprøde kartofler og en god sauce – det er selvforkælelse, når det er bedst!
Vi har en nyere og skarpere udgave af Sous Vide Beef Wellington her.
Beef Wellington Sous Vide
Ingredienser
- 400 gram Oksemørbrad
- 200 gram Svampe champignon eller en blanding af forskellige slags svampe
- 1 stk. Løg
- 2 fed Hvidløg
- 5 skiver Parmaskinke kan erstattes af serranoskinke
- 1 pakke Butterdej
- Sennep
- 1 stk. Æggeblomme til pensling
- Rosmarin frisk eller tørret
Sådan gør du
Mørbrad sous vide
-
Tag gerne kødet ud af køleskabet cirka 30 minutter før, du skal bruge det.
Krydr oksemørbraden med salt og peber og brun den af.
Vakuumpak den.
Tilbered kødet sous vide i 2 timer ved 51 grader.
Svampe
-
Svampene renses og skæres i mindre stykker.
Steg dem på en pande i smør, til de har smidt al væsken.
Blend svampene, lettest med en stavblender, til du har en lind masse.
Løg og hvidløg hakkes fint og svitses kort på panden.
Tilføj de blendede svampe. Lad dem stege med i lang tid, cirka 30-45 minutter, indtil alt væden er væk.
Samling
-
Kødet tages op af sous viden efter de 2 timer, duppes tørt med et viskestykke/køkkenrulle og brunes lynhurtigt af på en pande med smør og olie, tilsat lidt frisk eller tørret rosmarin, på alle sider.
Læg et stort stykke husholdningsfilm ud på køkkenbordet og placer skinken i en række derpå.
Smør svampe/løgblandingen ud over skinken i et meget tyndt lag.
Kødet smøres på alle sider med sennep og lægges på svampene.
Rul derefter det hele til en pølse og læg den i fryseren i 15 minutter.
Tilberedning
-
Pølsen tages ud af fryseren og filmen fjernes.
Læg den på butterdejspladen, der skal indpakke den.
Rids toppen af butterdejen og pensl med æggeblomme.
Tilbered retten i varmluftsovn på 225 grader i 10 minutter.
Kødet er svært at skære pænt ud med en normal kniv, så brug en brødkniv.